1. Undgå kontakt med lærredet på dit maleri
Din kunstbestilling er ankommet og du pakker den ud og helt naturligt, nærmest instinktivt, får man lyst til at røre ved lærredet for at mærke malingens overflade og struktur. Vi fraråder og opfordrer til at man holder hænder, klude og andre remedier væk fra lærredet. Oliemaling tager lang tid om at tørre helt. Nøjagtigt hvor lang tid, kommer an på det eksakte kunstværks malingtykkelse og hvilket indeklima maleriet hænger i. Så se derfor om du kan holde fingrene fra det og rør kun ved rammen.
2. Hæng dit maleri op på en væg
Efter modtagelsen af dit kunstværk, opfordrer vi til at du kort tid efter hænger det op på en væg. Enten midlertidigt eller der hvor det reelt er tiltænkt at skulle hænge. Stiller du maleriet på gulvet vil støv, hår og andet snavs kunne sætte sig i den stadig fugtige maling. Oliemaling tørrer i kontakt med ilt, så et godt råd er at få det pakket ud efter modtagelse. Et normalt danske indeklima er fine forhold for et oliemaleri. Der går ca. 3 uger efter modtagelse af din kunstbestilling, før maleriet er 100% tørt.
3. Undgå fugt
Skal dit maleri hænge i en fugtig kælder, på et koldt loftrum eller i et rum med dårlig udluftning, så kan malingen krakelere. Ægte oliemaling er en levende substans, der kan blive fugtigt og udtværet, hvis det opbevares i fugtige rum uden lufttilstrømning. Din kælder eller loft er derfor dårlige opbevaringsvalg for et oliemaleri, da der her kan gå svamp i malingen, hvis maleriet ligger der for længe. Nogle få måneder i en flyttekasse er dog intet problem. Du kan evt. lave nogle lufthuller i kassen og maleriets indpakning, og stille det et sted, der ikke er alt for fugtigt.
4. Undgå for meget sollys
Oliemaling kan miste noget af sin farve og glans, hvis det er i konstant daglig kontakt med sollys. Dette er ikke det største problem i Danmark, men man bør være opmærksom på problemet alligevel. Vælg hvor du hænger dit maleri med omtanke, så holder det i generationer.
5. Tør ikke dit maleri af med en våd klud
Da oliemaling er en levende substans, bør du holde dig helt og aldeles fra at tvære på malingen overhovedet. Børst forsigtigt dit ophængte maleri af et par gange årligt, og undgå malingen kommer i kontakt med nogen former for substanser, der kan reagere med oliemalingen.
6. Undgå at hænge over radiatorer
Et oliemaleri har ikke godt af at være udsat for tørke og høje temperaturer i længere perioder. I Danmark, hvor vi tit har radiatoren tændt, vil det derfor være en god idé at hænge maleriet, så det ikke hænger direkte over en radiator, da malingen ikke har godt af at udsættes for klimatisk stres. Det var 6 gode og simple råd til opbevaring og håndtering af dit maleri fra Kunstbestilling.dk. Har ovenstående givet anledning til yderligere spørgsmål, kan vores svar på de "oftest stillede spørgsmål" måske være behjælpelig.
Læs også: Ofte stillede spørgsmål